Hvad erIindustrielle ogCommercialEnergiStorage ogCommonBbrugbarhedModeller

I. Industriel og kommerciel energilagring

"Industriel og kommerciel energilagring" refererer til energilagringssystemer, der anvendes i industrielle eller kommercielle faciliteter.

Fra slutbrugernes perspektiv kan energilagring kategoriseres i energilagring på strømsiden, netsiden og brugersiden. Energilagring på strømsiden og på nettet er også kendt som energilagring på forhånd eller bulklagring, mens energilagring på brugersiden omtales som energilagring efter måleren. Energilagring på brugersiden kan yderligere opdeles i industriel og kommerciel energilagring og husholdningsenergilagring. I det væsentlige falder industriel og kommerciel energilagring under energilagring på brugersiden, der henvender sig til industrielle eller kommercielle faciliteter. Industriel og kommerciel energilagring finder anvendelse i forskellige miljøer, herunder industriparker, kommercielle centre, datacentre, kommunikationsbasestationer, administrative bygninger, hospitaler, skoler og beboelsesbygninger.

Fra et teknisk perspektiv kan arkitekturen af ​​industrielle og kommercielle energilagringssystemer klassificeres i to typer: DC-koblede systemer og AC-koblede systemer. DC-koblingssystemer anvender typisk integrerede fotovoltaiske lagringssystemer, der består af forskellige komponenter såsom fotovoltaiske strømgenereringssystemer (hovedsageligt bestående af fotovoltaiske moduler og controllere), energilagringsstrømgenereringssystemer (hovedsageligt inklusive batteripakker, tovejs-omformere ("PCS"), batteri ledelsessystemer ("BMS"), opnåelse af integration af solcelleenergiproduktion og -lagring), energistyringssystemer ("EMS-systemer") osv.

Det grundlæggende operationelle princip involverer direkte opladning af batteripakker med jævnstrøm genereret af fotovoltaiske moduler gennem fotovoltaiske controllere. Derudover kan vekselstrøm fra nettet konverteres til jævnstrøm gennem PCS for at oplade batteripakken. Når der er behov for elektricitet fra belastningen, afgiver batteriet strøm, hvor energiopsamlingspunktet er i batterienden. På den anden side omfatter AC-koblingssystemer flere komponenter, herunder fotovoltaiske elproduktionssystemer (hovedsageligt bestående af fotovoltaiske moduler og nettilsluttede invertere), energilagringsstrømgenereringssystemer (hovedsageligt inklusive batteripakker, PCS, BMS osv.), EMS system osv.

Det grundlæggende driftsprincip involverer at konvertere jævnstrøm genereret af fotovoltaiske moduler til vekselstrøm gennem nettilsluttede invertere, som kan leveres direkte til nettet eller elektriske belastninger. Alternativt kan den omdannes til jævnstrøm via PCS og oplades til batteripakken. På dette stadium er energiopsamlingspunktet i AC-enden. DC-koblingssystemer er kendt for deres omkostningseffektivitet og fleksibilitet, velegnet til scenarier, hvor brugere forbruger mindre elektricitet om dagen og mere om natten. På den anden side er AC-koblingssystemer kendetegnet ved højere omkostninger og fleksibilitet, ideel til applikationer, hvor solcelleanlæg allerede er på plads, eller hvor brugere forbruger mere elektricitet om dagen og mindre om natten.

Generelt kan arkitekturen af ​​industrielle og kommercielle energilagringssystemer fungere uafhængigt af hovedstrømnettet og danne et mikronet til fotovoltaisk energiproduktion og batterilagring.

II. Peak Valley Arbitrage

Peak valley arbitrage er en almindeligt anvendt indtægtsmodel til industriel og kommerciel energilagring, der involverer opladning fra nettet til lave elpriser og afladning til høje elpriser.

Tager man Kina som eksempel, implementerer dets industrielle og kommercielle sektorer typisk politikker for tidsforbrug af elektricitet og spidsbelastningspolitik for elektricitet. For eksempel i Shanghai-regionen udsendte Shanghai Development and Reform Commission en meddelelse om yderligere at forbedre mekanismen til prisfastsættelse af elektricitetstidspunkt i byen (Shanghai Development and Reform Commission [2022] nr. 50). Ifølge bekendtgørelsen:

Til generelle industrielle og kommercielle formål, samt andet todelt og stort industrielt todelt elforbrug, er spidsbelastningsperioden fra 19.00 til 21.00 om vinteren (januar og december) og fra 12.00 til 14. 00 om sommeren (juli og august).

I spidsbelastningsperioder om sommeren (juli, august, september) og vinteren (januar, december) vil elpriserne stige med 80 % baseret på den faste pris. Omvendt vil elpriserne i lave perioder falde med 60 % baseret på den faste pris. Derudover vil elpriserne i spidsbelastningsperioder stige med 25 % baseret på spidsbelastningsprisen.

I andre måneder i spidsbelastningsperioder vil elpriserne stige med 60 % baseret på den faste pris, mens priserne i lavperioder vil falde med 50 % baseret på den faste pris.

For generelt industrielt, kommercielt og andet elforbrug i et enkelt system skelnes kun spids- og daltimer uden yderligere opdeling af spidsbelastningstider. I spidsbelastningsperioder om sommeren (juli, august, september) og vinteren (januar, december) vil elpriserne stige med 20 % baseret på den faste pris, mens priserne i lave perioder vil falde med 45 % baseret på den faste pris. I andre måneder i myldretiden vil elpriserne stige med 17 % baseret på den faste pris, mens priserne i lavperioder vil falde med 45 % baseret på den faste pris.

Industrielle og kommercielle energilagringssystemer udnytter denne prisstruktur ved at købe lavpris-elektricitet i lavpris-timerne og levere den til lasten i perioder med spidsbelastning eller højpris-elektricitet. Denne praksis hjælper med at reducere virksomhedens eludgifter.

III. Energi Time Shift

"Energy time shift" involverer justering af timingen af ​​elforbruget gennem energilagring for at udjævne spidsbelastninger og udfylde perioder med lav efterspørgsel. Ved anvendelse af elproduktionsudstyr som fotovoltaiske celler kan misforholdet mellem generationskurven og belastningsforbrugskurven føre til situationer, hvor brugere enten sælger overskydende elektricitet til nettet til lavere priser eller køber elektricitet fra nettet til højere priser.

For at imødegå dette kan brugerne oplade batteriet i tider med lavt elforbrug og aflade lagret elektricitet i perioder med spidsbelastning. Denne strategi har til formål at maksimere de økonomiske fordele og reducere virksomhedernes CO2-emissioner. Derudover betragtes besparelse af overskydende vind- og solenergi fra vedvarende kilder til senere brug i perioder med spidsbelastning også som en energi-time shift-praksis.

Energy time shift har ikke strenge krav til opladning og afladningsplaner, og effektparametrene for disse processer er relativt fleksible, hvilket gør det til en alsidig løsning med en høj applikationsfrekvens.

IV.Fælles forretningsmodeller for industriel og kommerciel energilagring

1.EmneIinvolveret

Som tidligere nævnt ligger kernen i industriel og kommerciel energilagring i at udnytte energilagringsfaciliteter og -tjenester og opnå energilagringsfordele gennem peak valley arbitrage og andre metoder. Og rundt om i denne kæde omfatter hoveddeltagerne udstyrsleverandør, energitjenesteudbyder, finansieringsleasingpart og bruger:

2.FællesBbrugbarhedModeller

På nuværende tidspunkt er der fire almindelige forretningsmodeller for industriel og kommerciel energilagring, nemlig "brugerselvinvesterings"-modellen, "ren leasing"-modellen, "kontraktenergistyring"-modellen og "kontraktenergistyring + finansieringsleasing" model. Vi har opsummeret dette som følger:

(1)Use Iinvestering

Under brugerens selvinvesteringsmodel køber og installerer brugeren energilagringssystemer på egen hånd for at nyde energilagringsfordele, hovedsageligt gennem peak valley arbitrage. I denne tilstand, selvom brugeren direkte kan reducere peak barbering og dalfyldning og reducere elomkostninger, skal de stadig bære de oprindelige investeringsomkostninger og daglige drifts- og vedligeholdelsesudgifter. Forretningsmodeldiagrammet er som følger:

(2) RenLlempelse

I den rene leasingtilstand behøver brugeren ikke selv at købe energilagerfaciliteter. De skal kun leje energilagerfaciliteter hos udstyrsleverandøren og betale tilsvarende gebyrer. Udstyrsleverandøren leverer konstruktions-, drift- og vedligeholdelsesydelser til brugeren, og den energilagringsindtægt, der genereres heraf, nydes af brugeren. Forretningsmodeldiagrammet er som følger:

(3) Kontrakt Energistyring

I henhold til kontraktenergistyringsmodellen investerer energitjenesteudbyderen i køb af energilagerfaciliteter og leverer dem til brugerne i form af energitjenester. Energitjenesteudbyderen og brugeren deler fordelene ved energilagring på en aftalt måde (herunder overskudsdeling, elprisrabatter osv.), dvs. at bruge energilagerkraftværkssystemet til at lagre elektrisk energi i dalen eller normal elpris perioder, og derefter levere strøm til brugerens belastning i spidsbelastningsperioder for elpriser. Brugeren og energitjenesteudbyderen deler herefter fordelene ved energilagring i det aftalte forhold. Sammenlignet med brugerens selvinvesteringsmodel introducerer denne model energitjenesteudbydere, der leverer tilsvarende energilagringstjenester. Energitjenesteudbydere spiller rollen som investorer i kontraktenergistyringsmodellen, hvilket til en vis grad mindsker investeringspresset på brugerne. Forretningsmodeldiagrammet er som følger:

(4) Kontrakt Energistyring + Finansiering Leasing

"Contract Energy Management+Financial Leasing"-modellen refererer til indførelsen af ​​en finansiel leasingpart som leasinggiver af energilagerfaciliteter og/eller energiydelser under Contract Energy Management-modellen. Sammenlignet med kontraktenergistyringsmodellen reducerer indførelsen af ​​leasingfinansierende parter til køb af energilageranlæg i høj grad det økonomiske pres på energitjenesteudbydere, hvilket gør dem i stand til bedre at fokusere på kontraktenergistyringsydelser.

"Contract Energy Management+Financial Leasing"-modellen er relativt kompleks og har flere undermodeller. En almindelig undermodel er f.eks., at energileverandøren først får energilagerfaciliteter fra udstyrsleverandøren, og derefter udvælger og køber den finansielle leasingaktør energilagerfaciliteter efter aftale med brugeren og udlejer energilagrene til brugeren.

Ejendomsretten til energilagrene tilkommer i lejeperioden den leasingfinansierende part, og brugeren har brugsret hertil. Efter lejeperiodens udløb kan brugeren opnå ejerskab til energilageranlæggene. Energitjenesteudbyderen leverer hovedsageligt energilageranlæg, opførelse, drift og vedligeholdelsesydelser til brugerne og kan opnå tilsvarende vederlag fra den leasingfinansierende part for salg og drift af udstyr. Forretningsmodeldiagrammet er som følger:

I modsætning til den tidligere frømodel investerer den finansielle leasing part i den anden frømodel direkte i energitjenesteudbyderen frem for brugeren. Konkret udvælger og køber den finansierende leasingtager energilagerfaciliteter fra udstyrsleverandøren i henhold til aftale med energitjenesteudbyderen og udlejer energilagerfaciliteterne til energitjenesteudbyderen.

Energitjenesteudbyderen kan bruge sådanne energilagerfaciliteter til at levere energiydelser til brugerne, dele energilagringsudbyttet med brugerne i det aftalte forhold og derefter tilbagebetale den leasingfinansierende part med en del af fordelene. Efter lejeperiodens udløb får energitjenesteudbyderen ejerskab til energilageret. Forretningsmodeldiagrammet er som følger:

V. Fælles forretningsaftaler

I den diskuterede model er de primære forretningsprotokoller og relaterede aspekter skitseret som følger:

1.Samarbejdsrammeaftale:

Enheder kan indgå en samarbejdsrammeaftale for at etablere rammer for samarbejdet. For eksempel kan energitjenesteudbyderen i kontraktenergistyringsmodellen underskrive en sådan aftale med udstyrsleverandøren, der skitserer ansvarsområder såsom konstruktion og drift af energilagringssystemet.

2.Energistyringsaftale for energilagringssystemer:

Denne aftale gælder typisk kontraktenergistyringsmodellen og "kontraktenergistyring + finansieringsleasing"-modellen. Det indebærer, at energitjenesteudbyderen leverer energistyringstjenester til brugeren med tilsvarende fordele for brugeren. Ansvaret omfatter betalinger fra brugeren og projektudviklingssamarbejde, mens energileverandøren varetager design, konstruktion og drift.

3.Salgsaftale om udstyr:

Bortset fra den rene leasingmodel, er udstyrssalgsaftaler relevante i alle kommercielle energilagringsmodeller. Eksempelvis indgås der i bruger-selvinvesteringsmodellen aftaler med udstyrsleverandører om køb og installation af energilagre. Kvalitetssikring, overholdelse af standarder og eftersalgsservice er afgørende overvejelser.

4.Teknisk serviceaftale:

Denne aftale er typisk underskrevet med udstyrsleverandøren for at levere tekniske tjenester såsom systemdesign, installation, drift og vedligeholdelse. Tydelige servicekrav og overholdelse af standarder er væsentlige aspekter, der skal behandles i tekniske serviceaftaler.

5.Lejeaftale om udstyr:

I scenarier, hvor udstyrsleverandører bevarer ejerskabet af energilagerfaciliteter, underskrives udstyrsleasingaftaler mellem brugere og udbydere. Disse aftaler skitserer brugernes ansvar for at vedligeholde og sikre normal drift af faciliteterne.

6.Finansiel leasingaftale:

I modellen "Contract Energy Management + Financial Leasing" er der almindeligvis etableret en finansiel leasingaftale mellem brugere eller energitjenesteudbydere og finansielle leasingparter. Denne aftale regulerer køb og levering af energilagerfaciliteter, ejerskabsrettigheder i og efter lejeperioden samt overvejelser om valg af egnede energilagerfaciliteter til hjemmebrugere eller energitjenesteudbydere.

VI. Særlige forholdsregler for leverandører af energitjenester

Energitjenesteudbydere spiller en væsentlig rolle i kæden for at opnå industriel og kommerciel energilagring og opnå energilagringsfordele. For energitjenesteudbydere er der en række spørgsmål, der kræver særlig opmærksomhed under industriel og kommerciel energilagring, såsom projektforberedelse, projektfinansiering, indkøb af faciliteter og installation. Vi opstiller kort disse problemer som følger: